Digital museumsformidling kan risikere at blive passivt medieforbrug på distancen. Men produceret rigtigt og brugt på museet eller ved fortidsminderne kan man engagere publikum og bygge mental bro mellem fortid og nutid.
I denne artikel vil jeg diskutere nogle af indsigterne fra to projekter med sammenlagt ni deltagende kulturinstitutioner på tværs af Danmark. Projekterne resulterede i 17 professionelt producerede film. Filmene er frit tilgængelige på nettet og flere af dem bliver vist på fysiske lokationer flere steder i Danmark. Jeg vil her koncentrere mig om eksempler fra det seneste af de to projekter, hvor Museum Skanderborg, Museum Midtjylland, Viborg Museum, Museum Ovartaci og Museum Vestsjælland deltog med det mål at øge museernes relevans for brugerne ved at skabe en tæt sammenhæng mellem digital formidling og fysiske steder.
Film der knytter det digitale og fysiske sammen
Når vi som museer skaber digital formidling, bør vores mål være at skabe sammenhæng mellem flere rum. For det er når vores brugere oplever en ægte tilnærmelse mellem det digitale og det fysiske på den ene side og fortiden og nutiden på den anden side, at digital formidling løfter sig fra skærmen og griber ind i menneskers aktuelle virkelighed og levede liv.
Alle filmene i dette projekt er derfor skabt med denne tilnærmelse for øje. På den måde indgår projektet også i en global, museal tendens, der arbejder på at skabe større tilnærmelse mellem flere niveauer. Tendensen omfatter både nyere teknologier som augmented og virtual reality samt mere klassiske formater som animation og film. Det er teknologier og metoder der, når de bruges rigtigt, kan udvide fortælleformer, skabe større engagement, indlevelse og indsigt.
Fra filmen ‘Den hellige dal’ fra Museum Skanderborg. Illerup Ådal set fra oven.
Et af de eksempler jeg vil fremdrage her, er filmen Den hellige dal, der tager udgangspunkt i Illerup Ådal i Østjylland. Virkemidlerne i filmen er nykomponeret musik, tågeslørede landskabsoptagelser og en mystisk-poetisk aura kombineret med klassisk fortællende formidling. Tilsammen skaber dette et samlet indtryk, der vækker nysgerrighed og aktiverer fantasien og følelserne hos seeren.
For at få det digitale og det fysiske til at hænge så tæt sammen som muligt, har Museum Skanderborg fremvist deres film i Illerup Ådal. Gennem ti dage i sommeren 2023 kunne filmen ses i en udstillingspavillon, samtidigt med, at der blev bygget en træbro ud i mosen, opført kunstinstallationer og afholdt koncerter. Hele oplevelsen gjorde, at dalen blev udviklet til mere end et udflugtsmål. Den blev kunstnerisk, musisk, visuelt og historisk vitaliseret og tiltrak nye brugere både i fremvisningsperioden og i tiden derefter.
En af projektets andre deltagere, Museum Ovartaci, gjorde deres fortælling om kunstneren og psykiatripatienten Ovartaci aktuel ved at vise deres tre film fra projektet i en installation på Dokk1 i Aarhus ved World Mental Health Day. Med italesættelse af vægtige begreber som virkelighedsflugt, identitet og psykisk lidelse greb filmene direkte ind og berørte følelsesmæssigt de mennesker, der kom forbi kulturhuset på havnen for at deltage i dagens arrangementer.
Historien om Ovartacis liv i og omkring Aarhus og i Østjylland indgik dermed i konkrete og nutidige problemstillinger dér, hvor borgerne kom. Udover at være et bidrag til at øge opmærksomheden omkring mental sundhed, fortsætter filmene med at tiltrække besøgende til det nyåbnede Museum Ovartaci i dag.
Simple virkemidler er effektive
Dette var to eksempler på, hvordan filmenes og museernes relevans konkret skærpes ved at skabe en egentlig sammenhæng og tilnærmelse mellem det fysiske og det digitale rum. Dette fysiske rum kan være specifikke steder som Ådalen eller Dokk1, men også bare det at bruge genkendelige landskabstyper i filmoptagelserne, som for eksempel en søbred, en skov eller en eng. Steder som disse viste sig i vores projekter at skabe dybe betydninger og sammenhænge for brugerne.
Fra filmen ‘Den hellige dal’ fra Museum Skanderborg.
Det blev tydeligt, da jeg i løbet af projektet interviewede en række brugere, som fik mulighed for at se filmene i forskellige faser under produktionen. ”Jeg synes vældig godt om, at filmen starter i naturen… man forestiller sig, at hun gik rundt her… et virkeligt menneske,” siger en af dem om Museums Midtjyllands film, Jernalderpersonen fra Hammerum, der er optaget i det tidlige forår i sø- og skovlandskabet øst for Herning.
Her er det billederne af noget alment, naturen i sig selv, der skaber denne nærmest personlige forbindelse mellem seeren i dag og mennesket i jernalderen. Det er simple virkemidler, som når de anvendes korrekt og sammen med et stærkt narrativ, hvilket jeg vender tilbage til, forankrer museet i genkendelige omgivelser og gør historien relevant.
De tydelige fordele i at skabe forbindelser mellem det fysiske og det digitale har gjort, at museerne i projektet nu arbejder målrettet med at integrere disse film, og i nogle tilfælde flere nye film, tættere i såvel naturen som i museums- og byrummene.
Rum for ny refleksion og dialog
Filmene i projekterne er også skabt for at muliggøre nye interaktioner med vores brugere. Selvom film i udgangspunktet er et envejsmedie, kan de med den rigtige tilrettelæggelse give plads til brugernes individuelle erfaringer og dermed skabe en større relevans.
Et eksempel på dette er den førnævnte film fra Hammerum, der tager udgangspunkt i personen fra et jernaldergravfund. I filmen møder seeren i glimt en levende person i en smuk rød- og hvidstribet kjole med et hvidt sjal, en rekonstruktion af klædedragten fra fundet. Optagelserne fokuserer i starten alene på tekstilets detaljerede struktur, vævningens elegante mønstre, farverne der nærmest glimter i den skarpe forårssol og kjolestoffets smygende bevægelse om personens krop.
Filmens faglige spor er en diskussion af køn, og af hvilke spørgsmål fagpersoner og offentlighed til forskellige tider har stillet til for eksempel Hammerumfundet. Til sidst i filmen forstærkes pointen på overraskende vis, idet den kjolebærende person drejer sig med front mod seeren og afsløres som fuldskægget mand.
Museet er fagligt tydelige om, at personen fra fundet er en kvinde, men at kjolen godt kunne være båret af en mand. Ved at give filmen en næsten overrumplende, visuel drejning skabes en følelsesmæssig impuls, der netop skaber den udvidede plads for dialog og debat, der er så vigtigt for at kunne skabe relevans og indlevelse hos mange af vores brugere. Eller som en af brugerne udtrykte det om sekvensen med manden i kjolen: ”Dét virker, for det udvikler den måde, vi ser fortiden på”.
Fra filmen ‘Jeg begyndte som paradisfugl’ fra Museum Ovartaci.
Tilsvarende folder Museum Ovartaci i sine film en større debat om identitet ud. Museet har før været udfordret af, at voldsomme hændelser i Ovartacis liv overskygger andre temaer, som museet gerne vil formidle. For museet er filmene i dette projekt et nærmest aktivistisk værktøj til at løsrive sig fra de sensationelle fortællinger og gøre plads til temaer som identitet, køn og svære livsvilkår. Her er filmene Jeg begyndte som paradisfugl og Fantasiens frie rum allerede i sine titelvalg spraglede og åbne tolkninger af disse temaer.
I de to film skabes et farverigt univers med udgangspunkt i Ovartacis kunst, der med sine umiddelbart særprægede motiver kan have en både foruroligende og genkendelig virkning på seeren. En af de personer, som jeg interviewede, fremhævede ”undren” som den primære virkning filmene havde på hende. Her skal undren forstås positivt, som en tilstand der tillader en ny personlig refleksion. Dette er meget lig den virkning, som filmen om Jernalderpersonen har, hvor det er selve overraskelsen, der åbner muligheden for at se historien på en ny måde.
De vigtigste erfaringer
Ambitionen i projektet var at skabe relevans igennem filmene, og dette lykkedes især fordi vi udnyttede to vigtige erfaringer, der opstod i begge projekter:
For det første er det, når museerne har en konkret og forpligtende strategi for at forene det fysiske og det digitale rum, at vi kan skabe en autentisk kontakt med vores brugere. Vores brugeres oplevelse bliver mere rig, oprigtig og vedkommende, når den digitale formidling sker dér, hvor historien rent faktisk fandt sted.
For det andet er det, når filmene formår at have en holdning, tør overraske og skabe undren, at vi er relevante for vores brugere. Som museer har vi et ansvar for at adressere aktuelle samfundsdebatter, fordi mange af vores brugere og potentielle brugere er optaget af disse.
Det er samtidigt tankevækkende, at det primære kendetegn ved digitale medier – nemlig, at de kan forbruges på distancen – er af mindre relevans. Det er langt vigtigere og stærkere, at en tæt sammenhæng mellem det digitale og det fysiske rum kan hjælpe med at transformere passivt medieforbrug til aktivt engagement.
Jonas Abkjær Andersen er projektleder og forskningskoordinator ved Museum Vestsjælland.
Foto, øverst: Still fra filmen Jernalderpersonen fra Hammerum fra Museum Midtjylland.
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 3, 2024.
Køb Magasinet Museum
Køb et eksemplar eller bliv abonnent
Læs ældre numre
Find gamle numre i vores arkiv
Arkivet fungerer ikke optimalt i Safari, så vi anbefaler at bruge en anden browser.
